Udviklingsarbejde på Tørning Mølle
På Tørning Mølle er vi i foråret 2026 påbegyndt et forprojekt, der skal undersøge, hvordan stedet kan udvikles fremover. Målet er at udvikle et sted, hvor både børn, unge, familier og ældre har lyst til at komme for at være i naturen, opleve noget sammen og dykke ned i stedets lange Danmarkshistorie og fortællinger.
Om projektet
Tørning Mølle og Haderslev Kommune har med støtte fra Nordea-fonden igangsat et forprojekt, der skal afdække mulighederne for Tørning Mølles fremtidige udvikling.
Forprojektet som løber frem til foråret 2027 skal skabe et solidt grundlag for, hvordan Tørning Mølle kan udvikles til et endnu stærkere natur- og kulturcenter, der både bygger videre på de eksisterende fællesskaber og kvaliteter og åbner op for nye.
Tørning Mølle er i dag et levende sted med en unik beliggenhed, smukke omgivelser, stor historisk betydning og et stærkt frivilligt engagement. Samtidig rummer området et betydeligt uudnyttet potentiale, ikke mindst i samspillet mellem natur, kulturarv og friluftsliv.
Ambitionen er, at Tørning Mølle i fremtiden i endnu højere grad bliver et sted, man aktivt opsøger, både som lokal, besøgende og turist.
Hvem er projektet for?
Projektet arbejder med en bred målgruppe og ønsker at gøre Tørning Mølle attraktiv for:
- Lokale borgere og frivillige
- Turister og besøgende – bl.a. langs Hærvejen eller de som besøger landsdelen
- Børn, unge og børnefamilier
- Ældre og fællesskabsorienterede brugere
- Foreninger, organisationer og erhverv
Målet er, at Tørning Mølle i fremtiden appellerer til alle generationer og fungerer som et inkluderende mødested på tværs af alder, interesser og baggrund.
Naturen som omdrejningspunkt
Et centralt fokus i forprojektet er naturen omkring Tørning Mølle. Området rummer enestående landskaber, høj biodiversitet og beskyttet natur og netop dette ses som et af de største potentialer for fremtiden, men også en begrænsning. Der arbejdes derfor målrettet med at:
- styrke adgangen til naturen
- skabe bedre forståelse for naturen og dens betydning for vores trivsel og sundhed.
- udvikle oplevelser og aktiviteter, der bringer mennesker tættere på naturen og øge kendskabet til naturen.
- sikre, at udviklingen sker med respekt for naturens sårbarhed.
Projektet tager afsæt i en tilgang, hvor benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd, så flere får øjnene op for naturen, samtidig med at dens kvalitet og biodiversitet bevares.
Formål med forprojektet
Forprojektet skal:
- Kortlægge Tørning Mølles potentialer og udfordringer
- Inddrage borgere, frivillige og samarbejdspartnere
- Afprøve nye aktiviteter og idéer i praksis
- Udarbejde en samlet vision og plan for fremtidig udvikling
- Skabe et bæredygtigt fundament for et kommende realiseringsprojekt.
Resultatet bliver en slutrapport med konkrete anbefalinger til, hvordan Tørning Mølle kan udvikles fremadrettet.
Hvad sker der helt konkret i forbindelse med projektet?
Forprojektet består af en række aktiviteter, hvor vi i et samarbejde med et fagligt dygtigt rådgiverteam først analyserer området, bygningerne og det omkringliggende landskab for at få et solidt overblik over stedets muligheder og udfordringer.
Samtidig gennemfører vi dialog og workshops med brugere, frivillige og andre interessenter, så deres erfaringer og perspektiver bliver en aktiv del af arbejdet. Undervejs afprøver vi også aktiviteter i praksis for at blive klogere på, hvad der fungerer, og hvad der kan udvikles videre.
På baggrund af det hele samler vi resultaterne i en vision og en forretningsplan, der skal pege frem mod Tørning Mølles videre udvikling.
Følg projektet
Vi vil gerne udvikle Tørning Mølle med afsæt i dem, der allerede bruger og kender stedet. Vi står på et stærkt fundament af frivilligt engagement og mange års erfaring, som vi bygger videre på, og samtidig vil vi gerne invitere flere og nye ind i fællesskabet omkring stedet.
Der vil derfor i løbet af projektet være mulighed for at følge udviklingen og byde ind med idéer, når det giver mening.
Vi deler løbende nyt her på siden og på Tørning Mølles Facebookside.
Hvis du har tanker eller input til projektet, er du også meget velkommen til at skrive til os på post@toerning-moelle.dk







