26. september 2019 kl. 19:30 kan du høre et foredrag og en minikoncert med JAKOB ILLEBORG.

Spring ud på dybt vand

Jakob Illeborg har ved flere lejligheder i sit liv taget nogle store beslutninger, uden nødvendigvis at på forhånd at vide, hvad konsekvenserne ville blive og hvor det ville ende. Da han var ret ung, dannede han og 4 andre unge musikere bandet "Warwick Avenue" og tog til London for at prøve kræfter med det store udland.

Det var meningen, at det skulle være en tre måneders tur, men bandet endte med at bo i London i mere end 10 år. Warwick Avenue skrev kontrakt med Columbia Records i USA, udgav plader, skrev filmmusik og turnerede i hele verden.

Det var et fantastisk eventyr, som Jakob Illeborg aldrig havde opnået uden dumdristighed og vovemod. Sideløbende med musikkarrieren studerede Jakob historie i London og det blev begyndelsen på den journalist-karriere, der efterfølgende tog fart. Jakob Illeborg har bl.a. skrevet for The Guardian og Weekendavisen, udgivet bøger og blev korrespondent for DR Nyheder i London. Efterfølgende rejste han rundt i verden som DRs første globale korrespondent, vendte tilbage til Danmark og blev vært på Kontant på DR1.

Og nu vender Jakob Illeborg tilbage til musikken med en soloplade. Et album, der er indspillet både i Danmark og England med et kæmpestort band af fantastiske musikere. Blandt andet en hornsektion, gospelkor, strygere – og nok landets bedste backing band. Der er både ørehængere og tekster til eftertanke, og albummet oser af en unik livestemning.

I dette musikalske foredrag fortæller Jakob Illeborg sin vilde historie gennem tale, lyd og billeder. Han stiller spørgsmålstegn ved, om vi er åbne nok for eventyr. Hvordan kan vi udfordre os selv i hverdagen og på arbejdspladsen, og fortæller om, hvordan det aldrig er for sent at tage på eventyr. Hvordan vi ofte glemmer det kreative, vi alle sammen har i os, og at vi bliver gladere og mere originale og produktive ved at huske det.

Mange af albummets sange er skrevet, mens Jakob rejste rundt i verden som journalist. Foredraget kombineres med en mini-koncert, hvor Jakob Illeborg med et par gode musikere, spiller enkelte numre fra sit nye solo-album, der udkommer i foråret 2019, og fortæller historien om, hvordan numrene blev til - ofte i fjerntliggende dele af verden, under meget specielle forhold. Publikum vil gå opløftet fra dagen, og hvem ved - måske med et ønske om, at trække stikket og springe ud, der hvor man ikke kan bunde og alt kan ske.

Foredrag/minikoncert finder sted torsdag den 26. september 2019 kl 19:30. Dørene åbnes 18:30.

Publikum placeres ved caféborde og det er muligt at købe vin, fadøl og vand som kan nydes under koncerten og før forestillingen kan der bestilles kaffe og småkager til pausen.

Billetter kr. 215 købes/bestilles på tlf. 7450 7450 eller mail KLIK HER. Billetter medlemmer af støttekredsen kr. 190.

Se plakat KLIK HER.

Arrangør: Tørning Mølle